Èn flyver fra reden

Kunuk, min ældste søn på 16 er blevet optaget på HTX og rejser til august.

Skolen ligger i Sisimiut, og det betyder at han skal væk fra den rede, som jeg har beskyttet ham i, siden han kom til verden.

Mange tanker går igennem én, når ens førstefødte pludselig skal stå på egne ben. Jeg syn's lige han er blevet født?!!

Hans første skridt, tand, første ord og første skoledag er blandt de mange dejlige minder som står klokkeklare i mine erindringer.

Det er ikke fordi jeg er ked af det, eller triller en moderlig tårer endnu..... Men mon ikke det kommer, når jeg d. 18. august siger farvel til ham.

Dialog løser alle problemer. Og ikke fordi det er et problem, så har jeg alligevel talt med min søn om, at jeg har tænkt meget over hans barndom, siden han fik sit optagelsesbrev fra skolen.

Til det sagde han: "Jamen mor, der er jo kun Sisimiut. Det da ik så langt væk".

Jeg tror jeg har gjort noget rigtigt i min opdragelse af Kunuk..... Eller også er det ungdommens ukomplicerede og fjerlette tankegang, der får ham til at svare sin mor på den måde.

Men han er vist klar.

Klar til at flyve fra reden, og ja; Der er heldigvis ikke så langt til Sisimiut!!!!

Håbefulde elever

Selvom det ikke er så mange år siden (2005) jeg blev uddannet journalist, føles det alligevel som om det er en krig siden.
I disse dage er jeg igang med at undervise fire unge og håbefulde journalist elever i TV journalistik. De fire elever er startet på uddannelsen i september sidste år.
TV er et fag jeg selv, i den virkelig verden ,brænder for og elsker at øse erfaringer ud af.
Jeg har fundet ud af, at det at undervise er det samme som at kikke sig selv fagligt og dybt i øjnene.
Det er en slags svendeprøve og bevis for, at man selv har forstået sit fag.
Men selvom det er første gang, føles det ikke svært. For jeg kan lide jo det!
Det er heller ikke svært at undervise, når dem man underviser også har interessen. Og heldigt for mig, så er det tilfældet med de fire elever.
Jeg ved ikke hvad de har forestillet sig forud for undervisingen. Men uanset hvad, så hygger jeg mig, for jeg ved hvad jeg snakker om,og det føles rigtig godt.

Nærmest lykkelig

Det er mange år siden jeg har hørt babygråd. Mange år siden jeg har set kampen for at fremskynde et par helt nye tænder, på et barn som er kommet ud af min mave. Det er mindst lige så mange år siden jeg har skiftet ble, for ikke at glemme det at stået op om natten, for at amme. Av, gaaaaab, støn, det sku lidt hårdt...

Men jeg havde også glemt hvor stor en glæde der ælter og bobler inde i min mave, når den lille prut kommer med et tandløst smil, og pludrer så højt, at man ikke kan holde et lille grin tilbage.

Suk!!., Ubeskrivelig dejligt er det, at se sin lille 4 måneder søn juble af glæde, ved synet af far, mor og alle sine søskende. DET LUNER FOR ALVORLIGT!!

Så meget at man nærmest føler sig ovenud lykkelig.

Børn skal BARE have det godt!!

Jeg går i seng!

Så sidder man her med influenza, en snottet baby og med blandede følelser over, at man ikke kan gå til valg.
Barselsorloven er ovre og nu skal man igen integreres og engageres i samfundet, selvom man stadig føler sig lidt "amme-dum".
1. arbejdsdag gik derfor med at beskæftige sig med politikere - i håb om at blive lidt klogere på dem. Men ak, intet har tilsyneladende ændret sig, på de få måneder en betalt barsel varer. Politik handler stadig om åben kamp, om de bedste pladser, om at svine hinanden til - så tilpas meget - at der ikke er håb for andre om, at komme ind i arenaen...
Og nu skal vi stemme om noget så vigtigt som STORKOMMUNE....?! Jeg tænker; hvorfor? (Grønlandisering - eller kopiering af danske kommuners sammenlægning)? fordele? hvordan?
Derfor er jeg i vildrede og vurderer i mit stille sind, at det måske slet ikke er tid til valg... Men desværre har jeg også lidt dårig samvittighed over ikke, at bruge min ret til medbestemmelse.
Men hvem kan, vil og mener at det er vigtigt med storkommunerne, når ingen rigtig ved noget endnu, alligevel?
Jeg er frustreret!

Jeg går i seng igen.......