Vigtige opgaver venter!

Sødt ser det ud: Far og søn børster tænder klokken seks om morgenen.
Men bag dette billedet er der en virkelighed med meget alvorlige og vigtige opgaver forude.
Indalik er nemlig blevet så stor, at tandbørstning nu er en nødvendighed (hvis vi da ikke skal slås med ham senere). Vi er heldige, at han endnu syntes at det er sjovt.
Men drengen kravler også rundt, og hiver ting og sager ned og syntes, at det er helt vildt fedt, at både mor og far råber NEEEEEEEEEEEEJ, når han hiver fat i noget der ikke må hives i.
I starten var det åh så sødt og rigtig, rigtig dejligt at dette vidunderlige menneskebarn havde lært at fise rundt på egne arme og ben.
Men nu er der efterhånden gået et par måneder, så nu er det ikke så "sjovt" længere.
Der skal opdrages, files hjørner og skæres igennem.
Men FØJ det er sku svært, når man står med dette kærligheds-, ønske- og elsket barn, der bare smiler sødt til én, når han laver "ulovlig" ballade.
HJÆÆÆLP!!

MÅNEDENS TIP AF SORTEBÆR

Det kan godt være det er lidt ulovligt, men jeg gør det nu alligevel.

Har nemlig lige lavet verdens bedste sirup af sortebær. En opskrift jeg har fået af en veninde jeg helst ikke vil være foruden. Her er opskriften, som er så nem at det næsten er flovt.

Tag sortebær, sukker (lige meget af hver: Ekspl. 500 g. sortebær/500 g sukker) og en vanilje stang.

Smelt sukker og sortebær sammen i en gryde, sammen med den vaniljestangen som er åbnet og skrabet ned i gryden.

Det hele bliver presset gennem en gammeldags si, og derefter skal det hældes igennem en tragt. Sirupen køles af og opbevares køligt.

VOILA!! Kom det hen over en omgang lækker is, og indse hvorfor livet er HERLIGT!

En moderlig opfordring

Hvis man føler at verden er gået lidt i stå, så REJS UD-VÆK!
Har lige været et smut i Sisimiut og se til, at min ældste guldklump trives, og for at fejre hans 17 års fødselsdag.

Det var en tur som på mange måder var en vitamin indsprøjtning. (MULTI vitamin indsprøjtning, er måske mere passende i dette tilfælde).
Godt nok varede turen kun fire dage, men jeg fik:

1. Endnu engang set med en moders øjne, at det glæder dit barn (uanset alder) at interesse, opmærksomhed, engagement og omsorg så sandelig overvinder alt.

2. Konstateret at jeg kan sove roligt, fordi Kunuk klarer: "første barn fra reden og påbegyndt uddannelse" -opgaven så flot!

3. Fik set og dyrket en kær, gammel klassekammerat og hendes familie.

4. Koblet fra og hvilet kroppen, fysisk og mentalt, da jeg var afsted helt alene, og opholdt mig meget i naturen.

5. En masse inspiration i form af håndarbejde og madlavning.

6. Indset at jeg er en meget heldig kvinde med en mand, der klarer at passe hus og alle ungerne derhjemme HELT ALENE, uden af kny, og hellere end gerne det for min og Kunuk's skyld.

SÅ månedens opfordring til mødre, der føler de er gået lidt i stå: REJS UD ALENE, og se det hele lidt på afstand.

DET ER FOR FEDT!!

KALAK!

Er han ikke bare for lækker?!!

Indalik er blevet så stor (7 måneder nu). Han er begyndt at sidde selv. Kravler ved at hive sig frem med armene, skubbe røven i vejret og støde fra med benene. Og sidste store skridt var forleden, da vi fandt et par plukkede appa'er i fryseren og kogte dem til aftensmad.

Indalik skulle da også smage, selvom han stadig kun er på 6 månders pulverføde fra HIPP, Nestlé eller hvad det nu ellers hedder alt sammen.

MEN, da han fik en appavinge i hånden, suttede han løs som om han aldrig har lavet andet.

IGG, KALAK, og sikke han "duftede" bagefter (:o)

Onde tunger

Som journalist skal du kunne skelne mellem skidt og kanel. Hvad er sandt, usand og hvad er fakta så du ikke bagefter, bliver pyntet med skideballe for ukorrekte oplysninger.
Men hvad stiller vi op med ondsindet rygter, som nu, hvor en eller flere personer har valgt at sende en mail rundt i hele netværket på Grønland. Den handler om, at der er et par unge som er smittet med HIV. De smittede skulle ifølge mailen være på "hævntogt", og igang med at smitte så mange som muligt. HVIS DET ER SANDT, så er den jo gruelig gal. MEN HVIS DET ER LODRET LØGN, så er det jo lige så gruelig galt.
For hvad får mennesker til at sende sådan en klam lort rundt i systemet. (undskyld sproget, men.......)
Hvis det er en godhjertet sjæl der ønsker at minde os om, at vi skal bruge gummi og passe på os selv, så er det f.... en kikset måde at bringe budskabet på?

Det minder mig om Sermitsiak's sensationsjournalistik sidste år, da "vore sag" var i pressen. Den dygtige avis havde nemlig glemt alt om presse etik, ved kun at lytte til den ene side. Et godt, eller grimt eksempel på at man dyrke elendighed (og rygter) som punkt ét, og glemmer alt om fakta og etik. Desværre med det resultat, at vi stod tilbage, svage som vi var dengang, og blot kunne følge med i historiernes onde.... (hm........ tjow, det ord kan godt bruges, det var jo sådan vi oplevede det) udvikling, dag for dag.
(Jeg fik forresten medhold i pressenævnet, da jeg klagede over Sermitsiak. Men den gode Poul Krarup gav os aldrig en undskyldning. Det var faktisk det eneste jeg forlangte i et privat forum, men nej. For som den dygtige chefredaktør forklarede, "så ville det være det samme som at indrømme at de havde begået en fejl").......... !!!!!??
Nå men det var et sidesspor, tilbage til HIV historien.....

Den, eller de personer der står bag mailen om de HIV smittede, har OGSÅ glemt, at der i den virkelige verden er personer som virkelig er HIV smittede. Og at de måske i virkeligheden er meget forsigtige og passer på ikke at smitte andre. Faktisk glemmer de også de pårørende, for de bliver også ramt. Mon ikke de bliver kede af det, når der spredes onde (usande) rygter om dem??
Jeg kan ikke forestille mig, at folk der er ramt af hvilken som helst form for sygdom, er interesseret i at blive stemplet som uansvarlige, og tankeløse.

Derfor tog jeg i dag en rask beslutning. Jeg vil gøre mit til at stoppe ondsindet rygter (som jeg betragter det), ved at sprede, at der faktisk ikke er noget i den omgang suppe. Jeg fik lavet et indsalg om det i dag, og får dermed skidtet udryddet blandt vores seer. Lidt har også ret...... Måske er det lidt ulovligt, men min mave syntes at det er etisk korrekt.
Til hvem der har startet denne mail: Undersøg for guds skyld altid FAKTA, før du/i spreder nyheder, uanset om det er godt eller dårligt.
Kik jer selv i spejlet, og spørg hvordan i ville have det, hvis i var hovedpersonerne i jeres egne rygter.

Det var dagens sure opstød!!

Rigtige venner...

Som man aller mindst venter det, kommer der en livstegn fra en kærkommen person, som har haft stor betydning for mig.

Det er en lille kommentar i min blog, fra en gammel veninde og skolekammerat, som jeg i gennemsnit ser to gange....... hvert 10. år, vist nok. Det kommer helt bag på mig, at jeg skal møde hende i min egen blog (som jeg selv næsten havde glemt). Der er nemlig ikke mange der kender den, og så alligevel....

Jeg bliver helt glad og syntes det er enormt hjertevarmt, at nogen giver sig tid til at kommentere mine kribenter. (Måske fordi jeg ikke selv har nok tålmodighed til, at finde vej ind til "der" hvor man svarer, eller kommenterer....

KÆRESTE DORTHE IVALO!! Tak for din hilsen. Jeg lover dig, at Kunuk vil blive instrueret i , hvem rigtige venner er, når han skal til Sisimiut!!

Jeg har så ufattelig meget at fortælle (som altid - og mere end nogensinde), og du må meget gerne sende en mail til mig, så vi kan snakke i et mere privat forum. Skriv til heidi.m@greennet.gl. Ellers ses vi måske til august, i Sisimiut?

HILS HELE DIN DEJLIGE FAMILIE!!

Knus og den største hilsen til dig.

Èn flyver fra reden

Kunuk, min ældste søn på 16 er blevet optaget på HTX og rejser til august.

Skolen ligger i Sisimiut, og det betyder at han skal væk fra den rede, som jeg har beskyttet ham i, siden han kom til verden.

Mange tanker går igennem én, når ens førstefødte pludselig skal stå på egne ben. Jeg syn's lige han er blevet født?!!

Hans første skridt, tand, første ord og første skoledag er blandt de mange dejlige minder som står klokkeklare i mine erindringer.

Det er ikke fordi jeg er ked af det, eller triller en moderlig tårer endnu..... Men mon ikke det kommer, når jeg d. 18. august siger farvel til ham.

Dialog løser alle problemer. Og ikke fordi det er et problem, så har jeg alligevel talt med min søn om, at jeg har tænkt meget over hans barndom, siden han fik sit optagelsesbrev fra skolen.

Til det sagde han: "Jamen mor, der er jo kun Sisimiut. Det da ik så langt væk".

Jeg tror jeg har gjort noget rigtigt i min opdragelse af Kunuk..... Eller også er det ungdommens ukomplicerede og fjerlette tankegang, der får ham til at svare sin mor på den måde.

Men han er vist klar.

Klar til at flyve fra reden, og ja; Der er heldigvis ikke så langt til Sisimiut!!!!

Håbefulde elever

Selvom det ikke er så mange år siden (2005) jeg blev uddannet journalist, føles det alligevel som om det er en krig siden.
I disse dage er jeg igang med at undervise fire unge og håbefulde journalist elever i TV journalistik. De fire elever er startet på uddannelsen i september sidste år.
TV er et fag jeg selv, i den virkelig verden ,brænder for og elsker at øse erfaringer ud af.
Jeg har fundet ud af, at det at undervise er det samme som at kikke sig selv fagligt og dybt i øjnene.
Det er en slags svendeprøve og bevis for, at man selv har forstået sit fag.
Men selvom det er første gang, føles det ikke svært. For jeg kan lide jo det!
Det er heller ikke svært at undervise, når dem man underviser også har interessen. Og heldigt for mig, så er det tilfældet med de fire elever.
Jeg ved ikke hvad de har forestillet sig forud for undervisingen. Men uanset hvad, så hygger jeg mig, for jeg ved hvad jeg snakker om,og det føles rigtig godt.

Nærmest lykkelig

Det er mange år siden jeg har hørt babygråd. Mange år siden jeg har set kampen for at fremskynde et par helt nye tænder, på et barn som er kommet ud af min mave. Det er mindst lige så mange år siden jeg har skiftet ble, for ikke at glemme det at stået op om natten, for at amme. Av, gaaaaab, støn, det sku lidt hårdt...

Men jeg havde også glemt hvor stor en glæde der ælter og bobler inde i min mave, når den lille prut kommer med et tandløst smil, og pludrer så højt, at man ikke kan holde et lille grin tilbage.

Suk!!., Ubeskrivelig dejligt er det, at se sin lille 4 måneder søn juble af glæde, ved synet af far, mor og alle sine søskende. DET LUNER FOR ALVORLIGT!!

Så meget at man nærmest føler sig ovenud lykkelig.

Børn skal BARE have det godt!!

Jeg går i seng!

Så sidder man her med influenza, en snottet baby og med blandede følelser over, at man ikke kan gå til valg.
Barselsorloven er ovre og nu skal man igen integreres og engageres i samfundet, selvom man stadig føler sig lidt "amme-dum".
1. arbejdsdag gik derfor med at beskæftige sig med politikere - i håb om at blive lidt klogere på dem. Men ak, intet har tilsyneladende ændret sig, på de få måneder en betalt barsel varer. Politik handler stadig om åben kamp, om de bedste pladser, om at svine hinanden til - så tilpas meget - at der ikke er håb for andre om, at komme ind i arenaen...
Og nu skal vi stemme om noget så vigtigt som STORKOMMUNE....?! Jeg tænker; hvorfor? (Grønlandisering - eller kopiering af danske kommuners sammenlægning)? fordele? hvordan?
Derfor er jeg i vildrede og vurderer i mit stille sind, at det måske slet ikke er tid til valg... Men desværre har jeg også lidt dårig samvittighed over ikke, at bruge min ret til medbestemmelse.
Men hvem kan, vil og mener at det er vigtigt med storkommunerne, når ingen rigtig ved noget endnu, alligevel?
Jeg er frustreret!

Jeg går i seng igen.......